Total International Juniors 2009 (SAAB)
Philip Juel-Berg og jeg selv (Rasmus Molin Ipsen) fik æren af at repræsentere Søllerød Golfklub ved en af de største junior turneringer i Europa. Den blev spillet i Belgien på en bane, der hedder Royal Golf Club of Belgium, og som ligger ca. 10 minutters kørsel fra Bruxelles, så forventningerne var store inden afrejsen. Vi blev bestemt ikke skuffede. Vi blev hentet i lufthavnen af en official fra turneringen og blev kørt direkte til klubben. Det var synet af mange unge håbefulde golfspillere, et kæmpe klubhus i gammel belgisk stil og en fantastisk smuk bane, der mødte os. Vi skyndte os at hive vores puttere op, for at slå et put på de greens, der så utrolig flotte ud. Og hold da fast, hvor rullede de hurtigt. Det kan godt være, at man synes, at vores greens i Søllerød Golfklub er hurtige, men det er ingenting i forhold til de belgiske. I løbet af ugen, var de helt oppe og rulle 10,8 på den såkaldte Stimpmeter. Det var også det, der gjorde en ellers rimelig simpel bane utrolig svær. Mange havde kæmpe problemer rundt om greens, inklusiv mig selv. Banen minder lidt om Helsingør, men klasser bedre. Det er en utrolig smuk parkbane, med træer over det hele, fairways er rimelig smalle. Der er 300 forskellige slags træer på banen, så der er nok at kigge på. Og når man tænker på, at den bare ligger en spytklat fra Bruxelles, er det mig en gåde, hvorfor der ikke har været afholdt Challenge Tour eller Europa Tour turneringer på den. Den er virkelig et besøg værd.
Det var også derfor, at det var ekstra ærgerligt, at det sportslige ikke helt levede op til forventningerne. Philip spillede 4 udmærkede runder i 76, 73, 78, 76, hvilket rakte til en 27. plads. Jeg selv gik i Max´s fodspor fra sidste år og missede cuttet efter 3 runder og måtte derfor leve med at blive kaldt MC Einer hele den sidste dag.
Selv om golfen ikke helt levede op til forventningerne, har det alligevel været en helt fantastisk oplevelse, og vi er begge utrolig glade for, at vi kunne repræsentere Søllerød Golfklub i Belgien - og vi håber at kunne gøre det igen en anden gang.
Tak til vores træner Christian Post, der var med i to dage for at hjælpe og forberede os til hver runde både taktisk og mentalt. Det var rart at have en med, der virkelig vidste, hvordan det er at spille så store turneringer.
Mvh
Philip Juel-Berg & Rasmus Molin Ipsen




