Referat fra Baneudvalgsmøde nr. 01/2007
Tirsdag den 17. april 2007 kl. 15:00 ? 18:00
Deltagere: Anders Bjerno (formand), Aase Seitzberg, Christer Jönsson, Peter Windfeld,
Hanne Andersen.
Christian Post ? deltog i den første del af mødet. (ude på gården)
Christian Korsø ? deltog i den anden del af mødet. (i klubhuset)
NÆSTE MØDES: MANDAG D. 7. MAJ KL. 18:00 i klubbens mødelokale
1. Vi mødtes ude på gården, hvor Christer fremviste den nye maskinpark, samt de lokaler klubben har der.
Christer fortalte, at vi nu har en tilfredsstillende maskinpark og at det vil kunne ses på banen fremover. Det er ikke med de nuværende faciliteter muligt at få alle de dyre maskiner under tag, ligesom der ikke er højde nok i værkstedet til at de store maskiner kan komme ind. Dvs. at de må vedligeholdes og repareres i det fri uden mulighed for at løfte dem op. Der er derfor et stort og rimeligt ønske om at få en ny hal, således at maskinerne kan komme under tag.
2. Da vi bruger offentlig vej, vil Anders undersøge forsikringsforholdene.
3. Der var kort præsentation af alle udvalgsmedlemmerne, og Christer orienterede omkring Greenkeeperuddannelsen henholdsvis i Danmark og i Sverige.
4. Anders orienterede omkring udvalgets kommende arbejde. Vi skal her og nu koncentrere os om det kortsigtede arbejde, der skal udføres på banen, således at standarden kan hæves. Christer har brugt vinteren til grave dræn ned og er snart færdig med at opgradere og forbedre bunkers. Det blev fastslået, at arbejdsopdelingen er, at Christer har ansvaret for den daglige drift og vedligeholdelse af banen i samarbejde med Baneudvalgsformanden, mens alle ændringer og nye tiltag skal bekræftes/besluttes af Baneudvalget.
5. Anders kikker på budgettet for 2007 og orienterer næste gang om, hvor mange midler der kan bruges til at foretage de ting, som ligger lige for. Det blev besluttet at indkøbe nye flag til 18-hullers banen. Dette foretages af Christer. Det bliver røde og gule flag, som vi hele tiden har haft, men flagstængerne bliver kraftigere. De er sorte forneden og hvide foroven.
6. Der blev talt omkring udslagsmåtter på par-3-banen. Her taler Aase/Christian Post og Christer videre, således at der bliver indkøbt de rigtige udslagsmåtter til den bedste pris. Aase er tovholder på dette punkt.
7. På Peters forslag besluttedes det at arbejde på at få konfigureret og opdateret teesteder inklusiv boldvaskere, markeringer, papirkurve og evt. bænke, således at vi får en ensartethed. Vi vil ikke påbegynde ændringerne, før vi kender udfaldet af fredningssagen. Christer kommer med idéer til dette.
8. Christer kommer med forslag omkring hensigtsmæssige ændringer af banens bunkers til næste møde.
9. Peter informerer ved næste møde omkring de planer, der kom sidste år fra banearkitekten.
10. Christer fik samtykke til at lave en lille vold umiddelbart bag green på hul 15, og belægge den med rullegræs.
11. Anders fortalte, at man regner med, at der kommer feedback omkring fredningssagen inden for en 2 måneders periode.
/HA

