Referat fra baneudvalgsmøde den 19. maj 2008 Deltagere: Anders, Christer, Peter, Aase, Christian K., Ole, Hanne og Helle
|
1. Opfølgning på referat fra sidste møde den 14. april 2008.
Installation af ny pumpestation har været mere omfattende end forventet, men den er nu i fuld funktion.
Der er blevet lagt græs på arealet bag 15. green. De blå pæle forventes fjernet i nær fremtid.
De 2 sidste udslagsmåtter til driving rangen (mod Øverødvej) lægges på nu, så der er 6 udslagsmåtter.
Udslagsmåtten i.f.m. den etablerede droppezone på hul 9 er fjernet i.f.m. de netop afholdte divisionsturneringer. Aase sørger for, at der bliver lagt en udslagsmåtte igen.
Der er kommet nyt hulplaceringsskilt, der skal sættes op på det nye baneskab ved boldrenden.
Ny skorenser er monteret ved indgang til klubhuset.
Nye klæbemærker til afstandsmarkeringerne, hvor både afstand til for- og midtgreen fremgår, er bestilt.
Nyt ur, der skal hænges op ved siden af baneskabet, leveres indenfor en uge.
Påfyldning af mere sand i træningsbunkeren på driving rangen afventer at banearbejderne får tid.
2. Orientering fra chefgreenkeeperen (Christer)
Alting forløber fint efter at vandingssystemet fungere igen, og ressourcerne på banen kan nu sættes ind på at gøre hul 9 færdig.
De sidste teeskiltemarkeringer, skraldespande og bænke kommer også på plads.
Leverandør havde leveret sand med for store sten til dressing af fairways, hvilket er reklameret overfor leverandøren.
3. Orientering fra baneudvalgsformanden (Anders)
Alle dokumenter i forbindelse med hele fredningssagen er nu sendt til Fredningsdommeren.
Der er dog netop vedtaget en lov om, at kommunerne i.f.m. fredningssager skal udarbejde et budget for de tab, der skal godtgøres overfor lodsejere (mistede byggeretter m.m.) Kommunen har p.t. ikke tid til at udarbejde et sådant budget, så Naturfredningsforeningen har lovet at udfærdige det for kommunen, men det kan tage tid. Den del af fredningen, der vedrører forlængelse af driving rangen, som vi havde håbet på var lige ved at falde på plads, kan der desværre heller ikke tages stilling til, før det samlede budget for hele fredningen foreligger.
Der skal ansættes en vicevært til området omkring klubhuset. Greenkeeperne skal passe banen og ikke bruge tid på områderne omkring klubhuset.
4. Udvalgsmedlemmerne har ordet. Ideer og tanker.
Udvalgsmedlemmerne takkede Christer for en flot bane. Aldrig har fairways været så flotte.
Peter W oplyste i samme anledning, at greenfeeindtægterne pr. 30.april var 178 tkr. mod 88 tkr. i samme periode sidste år. En flot stigning.
Christian K foreslog, at der sættes opslag op med hastigheder på greens, som det ses i enkelte andre klubber. Forslaget gennemtænkes og tages op på næste møde.
Peter W ønsker, at der altid står en hvid og blå spraymaling i klubhuset, bl.a. til brug ved turneringer.
Mulighederne for at sætte banen sværere op ved etablering af hvide og blå teesteder blev drøftet.
Der blev lavet et underudvalg bestående af Anders, Christer, Peter W og Christian K, der vil se på, hvad der kan opnås ved etablering af sådanne teesteder. I første omgang vil Christian K. komme med et oplæg.
Udvalget har overvejet røde pæle ved søen på hul 3. Torben Roug har ligeledes i et brev til klubben foreslået, at vandhazarden ved hul 3 ændres til en lateral vandhazard.
Dette har for år tilbage været oppe til drøftelse, men iflg. korrespondance fra dengang med klubbens dommerkyndige blev det anbefalet at fastholde de gule pæle. Anders tager en snak med Torben Roug for at drøfte hans forslag.
Der sættes hvide pæle til venstre inden søen på hul 6, da droppereglerne ellers gør, at man kan risikere at skulle ud på marken for at droppe korrekt.
5. Lokale regler
Torben Roug, der har taget R & A dommerkursus, er kommet med forslag til ændringer i klubbens lokale regler.
Anders drøfter ligeledes dette med Torben, men som udgangspunkt vil reglerne ikke blive lavet om her midt i sæsonen.
6. Par 3 Bane m.m. ? Anders Hansen.
Anders Hansen har ny skitse klar til onsdag den 29. maj, hvor der afholdes møde i det lille
udvalg der er nedsat i.f.m. optimering af driving range og Par 3 Bane, når fredningen falder på plads.
6. Diverse, herunder fastsættelse af dato for næste møde.
Næste baneudvalgsmøde blev aftalt til tirsdag den 17. juni 2008 kl. 17.00, hvor udvalgsmedlemmerne spiller banen.
30.5.08/HH

