Patrick Winther hentede sin unge karrieres største individuelle sejr, da han vandt Polo Classic efter en fantastisk uge i Florida.
Efter en lang intens uge på Ginn Reunion-banen i Orlando, Florida, kunne Patrick Winther fredag sætte kronen på sit hidtil største værk. Den 16-årige landsholdsspiller vandt Polo Classic - en af de absolut største juniorturneringer i USA - og kom dermed i selskab med navne som Trevor Immelman, Stewart Cink, Hunter Mahan ? og Tiger Woods.
Med en tredjeplads i slagspilskvalifikationen (-8 over to runder) viste Patrick Winther, at formen var til stede, og den unge dansker fortsatte stilen i hulspilsmatcherne med sikre sejre i de tre første runder. I kvartfinalen besejrede Winther amerikaneren James Back i et tæt opgør, hvor danskeren slog til på de sidste afgørende huller. Tæt blev det også i semifinalen, hvor Patrick Winther og Jurian Suri måtte op ad 18. hul, før Søllerød-spilleren sikrede sig finalepladsen med 1 up.
I finalen var der til gengæld ikke meget at rafle om. Patrick Winther kom flyvende fra start, vandt de to første huller og så sig aldrig tilbage. Med fem ubesvarede birdies fra 7. til 12. hul satte danskeren en effektiv prop i opgøret mod Brenson Paolini og kunne fortjent lade sig hylde som vinder.
- Det er cool, det her. Og det er stort. Meget stort, lød det fra Patrick Winther efter den store triumf.
Tekst: Henrik Søe, 29. november 2008
Søllerød Golfklub - Brillerne 9 - 2840 Holte - tlf.: 4580 1784 - fax: 4580 7008 - info@sollerodgolf.dk

