Det blev til en perfekt sæsonstart for Therese Kølbæk, der i denne uge indledte sæsonen med en turnering på Cactus Touren I USA. Det 24-årige golftalent, der i 2012 spiller sin første hele sæson som professionel golfspiller, gik nemlig hele vejen og vandt Event #3 (Wigwam), der blev spillet i Arizona.
- Efter træningslejren med landsholdet i Florida havde jeg en hel del at arbejde på, og jeg følte endnu ikke, at spillet var helt på plads, men jeg glædede mig alligevel til at komme i gang med turneringsgolf. Heldigvis var jeg dog fint i stand til at komme i turnerings-mode, så da mandagen kom, var jeg klar til kamp. I første runde ramte jeg dog ikke bolden godt, men til gengæld var mine dårlig ramte slag helt vildt gode. En varm putter førte til hele seks birdies med sig og en runde i 69 slag (-3). Næste dag var de dårlige slag desværre ikke helt så gode, og det blev en meget begivenhedsløs runde med hele 18 pars for en runde i 72 slag . Den samlede score for de første 36 huller var dermed i -3, hvilket jeg egentlig var godt tilfreds med, og taget det lidt rustne spil i betragtning var jeg kun to slag fra nummer ét. I tredje og sidste runde fik jeg ramt bolden meget bedre, og hurtigt fik jeg halet ind på min konkurrent med birdies på hul 3, 4 og 5. Herefter blev det ellers til en intens kamp, der gik frem og tilbage, indtil jeg fik et forspring på ét slag på hul 16. Med nød og næppe blev det til par for mig på hul 17, og duellen fortsatte ned af hul 18. Heldigvis makkede svinget ret under lidt pres, og jeg slog bolden tæt på pinden og endte med en birdie på 18. hul for en sejr på to slag.
En rigtig flot start på sæsonen der lover godt for de kommende turneringer, og sejren, der ikke var helt forventet, vil uden tvivl give Therese masser af selvtillid.
- Det var ud over alle mine forventninger at gå hen og vinde min første turnering for året. Jeg følte mig lidt rusten, og jeg vidste, at jeg havde lang vej endnu med svinget, men jeg nød virkelig at spille igen. Det var lækkert at se, hvordan jeg stadig kunne score så godt, selv når svinget ikke helt sad, som det skulle. At score så godt og ligefrem vinde turneringen var bare ren bonus og et godt selvtillidsboost, så jeg er helt klart ovenud tilfreds og glad. Nu kan jeg så se frem mod næste turnering i næste uge, der bliver spillet på Grasshopper Touren. Oprindeligt skulle jeg have spillet endnu en turnering på Cactus Touren, men der er netop kommet en ny konkurrent, der tilbyder billigere entry fee og højere præmier, og som spilles på samme tid. Derfor har jeg besluttet at prøve denne tour i næste uge, hvor der spilles den sæsonens første turnering på Grasshopper Touren.
Grasshopper Touren bliver ligesom Cactus Touren spillet i Arizona, og turneringen Therese skal spille hedder Grasshopper Inaugural, og den bliver spillet på Seville Golf & Country Club fra mandag den 13. februar.
Søllerød Golfklub - Brillerne 9 - 2840 Holte - tlf.: 4580 1784 - fax: 4580 7008 - info@sollerodgolf.dk

